Menu
Erfarne projektledere

Gruppeleder til vores arkitektteam

Vi søger en alsidig og fleksibel, ledende arkitekt eller landskabsarkitekt, som kan indgå i og stå i spidsen for vores arkitektteam. Hvis du har, hvad det kræver at lede et engageret team af arkitekter og landskabsarkitekter i et multidisciplinært miljø, så læs videre her.

 

Ansøgningsfrist: 23. april 2018. Arbejdssted: Ørestad.

Hos Atkins hjælper vi med at realisere mange forskelligartede, alsidige og udfordrende bane- og vejrelaterede anlægsopgaver samt byudvikling- og byplanlægningsprojekter rundt om i Danmark og Norge. I afdelingen – TREND (TRansport, ENvironment & Design) – er vi ca. 30 specialister med forskellige uddannelse- og erfaringsmæssige baggrunde. Vi arbejder typisk på projekter for kommuner, regioner, entreprenører, Vejdirektoratet samt vores største kunde, Banedanmark. Fra arkitektgruppen bidrager vi med fagligt input, designløsninger og rådgivning i alle faser af projekterne; fra forundersøgelser, skitse- og detailprojektering, til udførelse, hvor vi leverer byggeledelse og tilsyn. Mange af de større infrastrukturprojekter er multidisciplinære, så vi har et bredt samarbejde på tværs af organisation og fagområder i Atkins.

Dine opgaver som gruppeleder for vores arkitektteam

I jobbet som gruppeleder hos Atkins bliver du ansvarlig for den forretnings- og personalemæssige ledelse af arkitektgruppen, herunder at:

  • Varetage gruppens administrative og planlægningsmæssige opgaver
  • Sikre gruppens beskæftigelsesgrad ift. organisationens forventninger
  • Lede gruppen ift. den enkeltes faglighed og udvikling
  • Sikre kvaliteten på projekter
  • Deltage i organisationens salgsarbejde
  • Udvikle strategi for og udføre opsøgende salg
  • Bidrage til teamets beskæftigelse, inkl. at deltage i projektarbejde.

Da vi er en lille gruppe arkitekter (inkl. landskabsarkitekter og en bygningskonstruktør), er der behov for, at du er fleksibel og kan gribe forskelligartede opgavetyper, selvom de ikke ligger inden for dine kernekompetencer. Det kan f.eks. handle om at deltage i projektarbejdet som fagleder eller projektmedarbejder, udføre opgaver for afdelingschefen og den øvrige ledelse, forberede indhold til publikationer m.m.

Din baggrund og kompetencer

Vi forventer, at du har kompetencer inden for eller har haft berøring med hovedparten af følgende områder: Lederansvar, ressourceplanlægning og prognose for beskæftigelsesgrad, personaleansvar og -udvikling, strategiplanlægning, salgsarbejde, inkl. tilbudsskrivning og opsøgende salg, anlægsprojektering og byudviklingsopgaver.

Vi forestiller os, at du har en baggrund inden for arkitektfaget, og har beskæftiget dig med f.eks. infrastruktur, byggeri, anlæg, landskabsbearbejdning og/eller byudvikling (bydesign og byplanlægning). Du er generalist, og har derfor en bred forståelse af branchen og af processerne og faserne i opgaverne. Du har en god forståelse for mennesker, relationer og tværfagligt samarbejde. Du er i stand til at samle og motivere forskellige parter om et fælles mål (både internt og eksternt). Du kan omsætte strategiske tanker til konkrete handlinger, og du har passion for faget og for at være med til at forme fremtidens infrastruktur. Du har et godt netværk i branchen, både hos potentielle samarbejdspartnere, men i særdeleshed ift. potentielle kunder. Du er indstillet på at arbejde med pragmatiske løsninger og søge det bedste resultat inden for de praktiske og økonomiske rammer. Det er en fordel, hvis du har kendskab til markedsvilkårene i rådgiverbranchen.

Som person er du er udadvendt og imødekommende. Du går naturligt foran, men er lige så god til at følge en retning. Desuden er du i besiddelse af et stærkt samarbejdsgen og kan bidrage til den gode stemning på kontoret.

Fremtidsmuligheder og en arbejdsplads med højt til loftet

I Atkins kommer du til at spille en vigtig rolle i nogle af vores spændende og krævende infrastruktur-, anlægs- og byudviklingsprojekter – og ikke mindst – i udviklingen af vores arkitektydelser. På vores kontorer arbejder vi i åbne lokaler med direkte adgang til ledere og kolleger. Her vil du være omgivet af kompetente og engagerede mennesker, som vil give dig faglig sparring og en grundig indføring i opgaverne som gruppeleder. Vi har en aktiv personalepolitik, som understøtter din karriere og udvikling, og vi tilbyder attraktive løn‐ og ansættelsesvilkår med fokus på en god balance mellem arbejde og fritid. Dit arbejdssted vil være vores kontor i Ørestad.

Kontakt og ansøgning

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef for Transport, Environment & Design, Anders Kaas på e‐mail: anders.h.kaas@atkinsglobal.com eller tlf.: 5251 9986.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Send din ansøgning og cv samt evt. eksempler på arbejder (max 10mb) senest kl. 12 den 23. april 2018 til: job‐dk@atkinsglobal.com.

Notér i emnefeltet: ”Gruppeleder til arkitektteam”. Vi indkalder til samtaler løbende.

Kort om Atkins

Atkins er en af verdens førende rådgivende ingeniørvirksomheder. I Danmark er vi ca. 450 specialister, rådgivere og projektledere med stor viden og passion for vores felt. Vi løser opgaver inden for bane, broer og konstruktioner, vej, risk management, miljø, trafik- og byudvikling, it og geodata, energi, bygherrerådgivning og projektledelse. Vi har lokale kontorer i København, Aarhus, Horsens og Esbjerg. Juli 2017 blev Atkins del af SNC-Lavalin koncernen med over 50.000 medarbejdere på verdensplan. Læs mere om Atkins

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at forbedre siden og din brugeroplevelse. EU's regler om brug af cookies forpligter os til at bede om dit samtykke til at gemme dine informationer om dit besøg på siden. Vil du acceptere dette? Ok