Menu
Klar til førerløse strækninger Atkins

Er I klar til førerløse strækninger?

De første kommuner står klar til at sende borgere og medarbejdere ud i biler helt uden chauffør. Og med en ændring af færdselsloven har de nu mulighed for at søge om og udlægge forsøgsstrækninger til førerløs trafik. Men det er ikke nogen nem øvelse at blive selvkørende.

 

Markedets interesse for førerløse køretøjer har været at spore i et stykke tid, men lovgivningen har haltet efter og ikke levnet plads til teknologiens fulde potentiale. Ifølge den danske færdselslov skal der nemlig altid sidde en fører bag rattet.

Nu er der imidlertid lagt i ovnen til et dogmeskifte, for 30. maj 2017 vedtog Folketinget en ændring af færdselsloven, så det nu er muligt at søge om og udlægge forsøgsstrækninger til førerløs trafik.

Førerløse minibusser på veje og stier

– Allerede senere i år regner blandt andet Vesthimmerlands Kommune med at sende en selvkørende minibus ud på vejene. Planen er, at de små busser skal fragte SOSU’er rundt mellem hjemmebesøg, så de kan bruge tiden effektivt på for eksempel journalisering, fortæller Anders Hald Simonsen, der er gruppeleder for Risk Management i Atkins.

Også Aalborg Kommune har førerløse planer. Her skal minibussen bevæge sig rundt på udvidede stisystemer i Aalborg Øst for at øge mobiliteten blandt de borgere, der for eksempel har svært ved at komme rundt til områdets service- og fritidstilbud.

Nyt for alle parter

Vejen til førerløs trafik kommer man dog ikke sovende til. Ansøgningen skal sendes til Vejdirektoratet, men hele fire offentlige myndigheder og en uvildig ekspert (assessor) skal forholde sig til og godkende projektet.

– Ud over at få ok fra eksempelvis politiet og vejmyndighederne, skal alle forsøgsordninger også godkendes af en såkaldt assessor, der skal give en upartisk vurdering af forsøgets trafiksikkerhed, forklarer Anders Hald Simonsen.

Han minder om, at den førerløse udvikling er nyt territorium for alle parter, og det skal man som ansøger holde sig for øje. For selvom lovgivningen er ret præcis på ansøgningsproceduren og aktører, er det ikke klart, hvordan man for eksempel skal påvise, at man lever op til det krævede sikkerhedsniveau:

– Det helt store trafiksikkerhedsmæssige spørgsmål er, hvordan man kan sikre og dokumentere, at de nye førerløse forsøg er mindst lige så sikre som den nuværende trafik.

Kom godt i gang med din ansøgning

Anders Hald Simonsen peger på, at det med fire godkendende myndigheder og en assessor kræver overblik, god styring af godkendelsesprocessen og inddragelse interessenter på de rigtige tidspunkter at få godkendt sin udlægning af førerløse strækninger.

Og særligt udfordrende er assessors rolle, der ikke er veldefineret i lovgivningen.

– Som ansøger skal man være forberedt på, at godkendelsesprocessen kræver en stærk styring og koordinering. I den forbindelse kan der være både ressourcer og frustrationer at spare ved at alliere sig med en ekstern rådgiver, der tidligere har ageret i lignende projekter, uddyber Anders Hald Simonsen.

De første skridt

Overvejer du, hvordan førerløse kørertøjer kan benyttes – eksempelvis i din kommune? Du er altid velkommen til at kontakte Atkins til en vurdering af perspektiverne, ligesom vi gerne hjælper dig gennem ansøgningsprocessen.

 

Anders Simonsen
Gruppeleder i Risk Management hos Atkins, Anders Hald Simonsen

Har du lyst til at dykke længere ned i udviklingen af førerløs trafik?
Så kom med, når Atkins holder seminar om emnet 12. oktober – mere information følger snarest.

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at forbedre siden og din brugeroplevelse. EU's regler om brug af cookies forpligter os til at bede om dit samtykke til at gemme dine informationer om dit besøg på siden. Vil du acceptere dette? Ok