Menu
Lillestrøm Station

Ombygning på Lillestrøm Station

11. februar 2021

Lillestrøm Station er et travlt trafikknudepunkt med adgang til lufthavnstog, regionaltog og lokaltog samt busterminal. For at forbedre adgangsforholdene for de mange passagerer gennemfører Bane NOR en ombygning på stationen. Atkins i Danmark, Norge og Indien har i samarbejdet leveret tværfagligt design af ændringerne på Lillestrøm Station.

 
Lillestrøm Station ligger på Gardemobanen, Kongsvingerbanen og Hovedbanen – og udgør et vigtigt regionalt knudepunkt. Derfor er der også tryk på passagerstrømmen i myldretiden til og fra stationens 8 perronspor og busterminalen, som er placeret ved siden af stationsområdet. På den baggrund har Bane NOR set et behov for at gennemføre ændringer på stationen, som skal forbedre adgangsforholdene for passagererne.

I første omgang leverede Atkins en passagerstrømanalyse, som gav Bane NOR anbefalinger til ændringer. Dernæst har Atkins i Danmark i samarbejde med Atkins i Norge og Indien leveret tværfaglig projektering af de ønskede justeringer på stationen.

Mere plads og bedre adgangsveje

I de projektfaser, der i norske projekter kaldes hovedplan og detailplan, har Atkins leveret design til en lang række ændringer. Perronerne bliver hævet til en perronhøjde på 76 cm, så passagerne kan stige niveaufrit ind og ud af togene. Det er især vigtigt for bevægelseshæmmede og passagerer med barnevogn. For at kunne løfte overpladerne på perronerne til en højde på 76 cm er der udviklet en løsning, som løfter de nye overplader med afsæt i de eksisterende perronforkanter. Disse ændringer af perronerne medfører behov for sporjustering, ny perronbelægning, nyt afvandingssystem, ny placering af perronbelysning og justering af køreledningsanlægget langs perronerne.

Perronerne får ekstra trappeopgange i øst og en ekstra elevator midt på, og tagkonstruktionen over perronerne bliver forlænget over de nye trapper. Da Lillestrøm Station er en smuk, unik bygning, har det været vigtigt at sikre, at den nye tagkonstruktion ligner den eksisterende. Endvidere er det nødvendigt at flytte et ventilationstårn på perron 3 for at gøre plads til perronens nye trappeopgang.

Afvanding spiller også en væsentlig rolle på projektet, idet vandstand er høj under stationen, hvilket der skal tages højde for ved etablering af de nye trappeopgange.

Alt i alt har det været et stort, tværfagligt projekt, som blev gennemført af et internationalt projektteam bestående af Atkins i Danmark, Norge og Indien. Projektet inkluderet fagområderne: Spor, kørestrøm, signal, konstruktioner, lavspænding, føringsveje, afvanding, ventilation, RAMS, geoteknik, arbejdsmiljø, arkitektur og anlægsbudgettering.

Lillestrøm Station
Perronerne får ekstra trappeopgange i øst og en ekstra elevator midt på, og tagkonstruktionen over perronerne bliver forlænget over de nye trapper.
Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at forbedre siden og din brugeroplevelse. EU's regler om brug af cookies forpligter os til at bede om dit samtykke til at gemme dine informationer om dit besøg på siden. Vil du acceptere dette? Ok