
13. juni 2023 –
Som forventet gav regnskabsåret 2022 vækst i omsætningen i Atkins Danmark A/S, og vi afsluttede året med en stærk ordrebog til 2023. Vi er også lykkedes med vores strategiske mål om at udvide vores kundeportefølje inden for infrastruktur og forsyning.
Vi nåede i regnskabsåret en nettoomsætning på DKK 346 mio. (2021: DKK 326 mio.), hvilket svarer til en vækst på 6 % i forhold til 2021. Resultatet af den primære drift endte på 7,6 mio. DKK (2021: 5,7 mio. DKK). Det danske regnskab er påvirket af et større projekt, som har udfordret os, men som nu er afviklet.
Atkins Sverige udgør formelt set et datterselskab til Atkins Danmark i vores koncernstruktur. For Atkins Sverige AB var 2022 et udfordrende år på den økonomiske front, og resultatet for Atkins Danmark A/S ender derfor samlet set negativt (DKK -14 mio. før skat) trods vækst og det positive resultat af den primære drift.
Styrket nøgleposition og udvidet portefølje
Vi har mærket en stigende aktivitet på infrastrukturmarkedet efter vedtagelsen af Infrastrukturplanen fra 2021, og vores ordrebog og pipeline er stærk, ligesom vi oplever vækst i vores aktiviteter på energi- og forsyningsmarkedet.
Vi har i 2022 haft fokus på både opstart og gennemførelse af en række store infrastrukturprojekter samt på at udvikle porteføljen med hensyn til både kunder og ydelser.
Derudover har vi udvidet vores portefølje med tilgang og gennemførelse af et stigende antal projekter, hvor digitalisering, bæredygtighed og klima spiller en væsentlig rolle. Fx har vi på projekterne Ny jernbane over Vestfyn og Hillerødmotorvejens forlængelse anvendt BIM i form af objektklassifikation og 5D og benyttet 3D kommunikationsplatforme som DALUX og iTwin. På Femern Bælt-projektet har vi foretaget screening af bæredygtighedsindsatser, for DSB har vi lavet et inspirationskatalog vedr. bæredygtig renovering af stationer og stationspladser, og i forbindelse med udskiftning af en vejbro på Tuborgvej har vi lavet LCA-beregning for to udvalgte løsningsmuligheder for renovering af broen.
– Jeg er stolt af, at vi er lykkes med at vækste og er glad for, at 2023 tegner godt for Atkins. Med et højt aktivitetsniveau får vi brug for endnu flere dygtige kolleger til at hjælpe os med at løse opgaverne, siger adm. direktør i Atkins Danmark Eva Rindom.
Etablering af bæredygtighedsnetværk og fokus på digital transformation
I 2022 har vi rykket os yderligere i aktiviteterne inden for vores strategiske initiativer; bæredygtighed, klima og digital transformation. Vi etablerede i 2022 et bæredygtighedsnetværk, som understøtter vores målsætning om, at bæredygtighed skal være en del af alt, hvad vi gør og en integreret del af de ydelser, vi leverer til vores kunder.
Vi har fulgt det spor, vi lagde i 2021 i forhold til at udvikle vores arbejdsplads i en mere fleksibel, digital, inkluderende og bæredygtig retning. 2022 blev året, hvor vores hovedkontor i Ørestad flyttede til nye lokaler i en DGNB-guld certificeret bygning indrettet til den fleksible arbejdsplads, som har bidraget til at styrke det faglige og sociale fællesskab.
Høj kundetilfredshed – igen!
Vi er igen lykkes med at løfte vores i forvejen flotte samlede kundetilfredshed til hele 8,8 på en 10-skala (2021: 8,7).
– Vi er stolte af vores høje kundetilfredshed, som først og fremmest skyldes det gode samarbejde mellem vores kunder og dygtige kolleger, som hver dag viser stor kreativitet, faglighed og engagement i opgaveløsningen, udtaler Eva Rindom.
Faglig og social udvikling
I 2022 tilbød vi en lang række praktikpladser, studiejobs og mulighed for fx at skrive bachelor-, afgangs- og erhvervs-ph.d.-projekt i samarbejde med os som virksomhed. Vi er også lykkedes med at afvikle 26 interne kurser/uddannelsesforløb og har deltaget i eksterne kurser, messer og konferencer. Som en del af vores strategi har vi fokus på at alle medarbejdere i 2023 fortsat skal videreudvikle deres kompetencer inden for digitalisering og bæredygtighed i deres faglige felt.
I 2022 har vi desuden genoptaget studieturene, som var sat på pause under coronapandemien. I alt har seks afdelinger været afsted på ture, som har styrket det faglige og sociale fællesskab og givet fornyet inspiration til arbejdet.
I 2022 bød vi også velkommen til en lang række nye kolleger, der på tværs af vores fagområder bidrager til vores danske og internationale projekter med hver deres fagligheder. Endnu engang stort velkommen til alle vores nye kolleger – og vi har stadig plads til flere.
2023: Lovende aktivitet og fortsat omstilling til fremtiden
Vi er godt i gang med året, og aktiviteten i markedet er lovende. Vi har en stærk ordrebog, og vi forventer en stabil aktivitet over resten af året.
Vi vil også i 2023 fortsætte med at udvikle os inden for bæredygtighed, klima og digitale løsninger, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med kunder og samarbejdspartnere.