28 september 2022
En vigtig milepæl blev nået, da den sidste del af det nye digitale signalsystem på den danske S-bane blev taget i brug.

Banedanmark er i disse år ved at udskifte alle analoge signalanlæg på de danske fjernbanestrækninger og på S-banen. Udskiftningen sker, fordi de tidligere analoge signalanlæg er gamle og nedslidte. Signalsystemet bliver derfor udskiftet med et nyt, moderne digitalt system, der sikrer en robust og pålidelig togtrafik på banerne, så togpassagererne får flere tog til tiden, en mere stabil togdrift og bedre trafikinformation til passagererne.

I weekenden blev der sat punktum for sidste etape af mange års intenst arbejde med at planlægge og tilrettelægge udskiftningen af alle signaler på S-banen med det nye moderne signalsystem.

Vi har i Atkins Danmark været dybt engageret i udrulningen af de nye digitale signaler på S-banen og er stolte af nu at kunne være med til at tage den sidste strækning i brug. Flere af vores dygtige sikringseksperter var med til weekendens ibrugtagning af det nye signalsystem på S-banen og til fejringen hos Banedanmark.

I mål med en digital s-bane

De tre sidste S-togslinjer til henholdsvis Frederikssund, Høje Taastrup og Køge er nu koblet på det nye signal, så hele S-banen er digital. En milepæl, som først og fremmest kommer de millioner af passagerer, der hvert år tager S-toget i København til gode, og som er en gevinst for den kollektive trafik og dermed den grønne omstilling.

Det nye signalsystem er på S-banen baseret på det såkaldte Communication Based Train Control (CBTC), som er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner. Der vil ikke længere være synlige signaler i landskabet, da informationen præsenteres i togenes førerrum, og trafikken vil blive kontrolleret og overvåget fra Banedanmarks trafiktårn. Togene og skinnerne bliver udrustet med nyt, teknisk udstyr, som kommunikerer i ét samlet system, der giver mulighed for at optimere afviklingen af togtrafikken og udnytte hele S-banens kapacitet bedre:

Tæt og stærkt samarbejde

SYSTRA har sammen med vores internationale kolleger løst opgaverne i joint venture med Rambøll, Emch+Berger og Parsons i tæt samarbejde med Banedanmark.

Vi er stolte af og glade for at have assisteret Banedanmark med at udskifte signalerne på S-banen og ser frem til at fortsætte samarbejdet med Banedanmark om udskiftningen af alle signaler på fjernbanen i de kommende år.

Vores dygtige sikringseksperter har været med helt fra den tidlige begyndelse i 2009 og indtil i dag, hvor de sidste signaler slukkes og erstattes af det nye system. Det er et intenst og tæt samarbejde med Banedanmark, leverandøren Siemens og vores partnere Rambøll, Emch+Berger og Parsons gennem mange år, der nu kan afsluttes.

Selvom det er dejligt at kunne sætte punktum for et langt projektforløb, er det også vemodigt at skulle afslutte det gode samarbejde, som har været fundamentet for, at vi i dag kan udrulle de sidste strækninger. En stor tak til alle involverede, men herfra specielt en stor tak til vores dygtige kolleger i Atkins, der har været rygraden i projektet.

Vi glæder os nu til at fortsætte arbejdet med at udrulle de sidste strækninger på fjernbanen, for om nogle år at kunne sætte endnu en milepæl i udrulningen af nye digitale signaler på hele det danske jernbanenet.

Per Lindholm Larsen, direktør i forretningsområdet RAIL i SYSTRA

Seneste nyheder

Gå ikke glip af noget - følg os på vores sociale medier